Af Jens Kabell, Skødstrup

Ringkøbingløbet 2022 blev efter vores mening en stor succes. I billedgalleriet nedenfor kan du se eller gense nogle af de mange dejlige øjeblikke, som de fire dage bød på.
Allerede på vejen fra Østjylland til Ringkøbing var det svært at undgå støde på ligesindede elskere af klassiske biler og veteranbiler. De myldrede frem fra alle sider for at komme til Hotel Fjordgården i Ringkøbing, der som sædvanligt lagde rammer til Ringkøbingløbet – som både er blandt Danmarks absolut ældste og i vores optik mest interessante og spændende træf. I 2022 blev løbet afholdt for 54. gang – og vi havde fornøjelsen af 5-års jubilæum.

Vejret var med 2022 udgaven af løbet – og aftencruiset på arrangementets første dag, torsdag den 28/7, blev gennemført i strålende sol og en frisk vind. Op mod 60 biler var linet op til aftencruise i det smukke vejr. Turen gik mod Stadil/Vedersø med besøg i Vedersø Kirke og bød på hjemvejen på et pitstop i den spændende forretning Kloster Design/Charly’s Café i Kloster, hvor der også var mulighed for at få sig en forfriskning. Efter nogen tid begyndte deltagerne dog at fornemme duften af grill og alle tilbageværende 59 køretøjer vendte tilbage til Fjordgården, hvor kokken snart efter var klar til at servere os en lækker grill buffet i teltet.

Denne lille aftentur og fællesspisningen i teltet gav rig lejlighed til et gensyn med både gamle venner og til at byde nye deltagere velkommen i klubben. Levende musik, lidt mad og et glas rødvin fik hurtigt stemningen sat mange grader i vejret – heldigvis, for aftenen udenfor teltet var lidt kølig.

Fredag, den 29/7 var dagen, hvor den store Concours d’Origine – eller på dansk skønhedskonkurrence – havde sin plads som fast indslag i Ringkøbingløbet. I 2022 var konkurrencen præget af endog rigtig mange fantastisk flotte og vel renoverede biler. 4 strenge, men retfærdige, dommere blev stillet overfor en hård og vanskelig opgave. De opnåede efter flere voteringer i sidste ende konsensus om at præmiere fire fantastisk flotte biler: to tyske, en engelsk og en italiensk skønhed.

Mange tilskuere tog sig tid til at stoppe og nyde synet af de næsten hundrede gamle, spændende og flotte biler på plænen ved Fjordgården, ligesom en del af deltagerne benyttede sig af muligheden for hestetransport med 2 Hk ind til Ringkøbing C’s shoppingmuligheder i midtbyen – efter indkøbstaskernes størrelse at dømme, havde der også været god gang i Dankortet.

Som afslutning på Concours d’origine var der naturligvis præmieoverrækkelse med mange flotte præmier til de 4 vindere af konkurrencen. Fredag aften sluttede af med Fjordgårdens friske fiske buffet eller middag på én af Ringkøbings andre gode restauranter. Endnu en aften med fantastisk flot solnedgang mod vest. Læs også artiklerne i Dagbladet Ringkøbing-Skjern og TV Midtvest.

Lørdag, den 30/7 – dagen for selve Ringkøbingløbet, dukkede op med skyer fra morgenstunden – men i løbet af ingen tid var der dømt solskin, så de mere end 100 køretøjer kunne nyde løbet helt fra starten ved Ringkøbing Rådhus og under den smukke køretur i det vestjyske landskab. Ringkøbing-Skjern kommune var vært ved morgenkaffen og speaker Jørgen Hansen sendte de enkelte biler af sted ledsaget af sine saglige, charmerende og indlevende kommentarer om den enkelte bil (og somme tider ejer 😊). Vi kom rundt langs kanten af Ringkøbing-Skjern Kommune via Rækker Mølle til Videbæk, Vorgod-Barde, Timring, Trehøje, Spjald og gjorde ophold med rundvisning og frokost på Brejninggård Efterskole. Herefter satte vi atter kursen mod vest og sydpå langs Husby Klit til Søndervig og Ringkøbing.

Vel ankommet til Fjordgården var der arrangeret rundvisning hos OneCollection i møbelvirksomhedens nye domicil, der er beliggende som genbo til Hotel Fjordgården. Lørdagens højdepunkt var “Old Timer Expert Class” konkurrencen, hvor en række deltagere konkurrerede mod hinanden med spændende biler, sketchs, tidstypisk påklædning og underholdning af de mange tilskuere som traditionelt hylder deltagerne under denne spændende disciplin. Efter afslutningen af konkurrencen og præmieuddelingen var der mulighed for at vi kunne lade op til festmiddagen med dens indhold af underholdning, musik og dans. Underholdningen var overladt til sangeren Jesper Lundgaard, som med sin fantastiske sangstemme tryllebandt deltagerne.

Den 31/7 løb et ekstra programpunkt af stablen. Efter en fælles køretur via Søndervig til Hvide Sande blev de ca. 30 deltagende biler, til stor glæde for de mange turister, udstillet foran fiskeauktionshallen, hvor der samme formiddag blev holdt “Turistfiskeauktion” mens vi mæskede os i friskfanget og -stegt fisk og fiskedelle til frokost.
Hvide Sande afholdt i weekenden byfesten “Maritim Festival” og mange af Ringkøbingløbets deltagere benyttede lejligheden til at nyde de mange forskellige aktiviteter i og omkring havnen, inden vi måtte vende næsen hjemad. Nogle til nærområdet, mens andre skulle ud på længere køreture til Midt- og Østjylland, Fyn, Sjælland og hovedstadsområdet – for slet ikke at nævne deltagerne fra både Norge og Sverige.

Samlet set fantastiske 4 dage i Vestjylland, hvor alt bare spillede og hvor det sociale samvær og sammenholdet omkring vore klassiske køretøjer, deres stand og restaurering var i højsædet. Vi glæder os allerede til næste år. Tak til løbsledelse og frivillige for godt arbejde.

Du kan nedenfor finde en lang række fotos – klik på billedet, hvis du vil se det i fuld størrelse:

Vinderen af årets “Old timer Expert Class” – en optræden i tidstypisk tøj i forhold til bilens alder – er helt uimodståelig og blev optaget på dette videoclip. Gert Hansen og frue med Buick og Charleston anno 1929.

KDAK Classic har fået tilladelse af Thorkild Brumsbjerg til på hjemmesiden at vise de 5 nedenfor følgende videooptagelser med klip fra dagene på plænen, interviews og optrædener på “Old timer Expert Class”.