- Denne begivenhed er allerede afholdt.
KDAK classic Ø-turen 2022
2. september 2022 / 15.00 – 4. september 2022 / 11.00
Ø-Turen 2022 blev en ubetinget succes
To små ”afsides beliggende” nord-vestjyske øer betog alle deltagere
Af Jørgen Hansen
De seneste års destinationer for det efterhånden traditionsrige KDAK Classic-arrangement Ø-Turen var egentlig svære at hamle op med forud for 2022-udgaven.
Ærø, Rømø og Samsø lå i tidens bakspejl, og alle gav deltagerne store oplevelser, såvel med hensyn til natur og opholdsfaciliteter som forplejning.
Derfor var det noget af et ”sats”, at ”byde” på to små øer, i forhold til mange af rigets andre destinationer ”afsides beliggende”, som mål for Ø-Turen 2022.
Men trioen bag det meste af Ø-Turene de seneste år, Bent Fuglsang, Jens Thimmer og nærværende signatur, veg ikke tilbage for at satse på Jegindø, en lille apsis til Thyholm, og Venø, en herlig naturperle i Venø Bugt, og lige overfor de smukke bakker ved Bremdal helt tæt på Struer.
Nogle af bagtankerne med den tilsyneladende ydmyghed med hensyn til størrelse og beliggenhed var: Ved dæmningen til Jegindø ligger Tambohus Kro, som viste sig at leve fuldt ud til forventningen som ”base” for turen.
Herudover ville vi gerne give deltagerne den oplevelse at smage på de sagnomspundne ”Venø-Bøffer”!
Og endelig: Så skulle Vestervig Kirke, Nordens største landsbykirke, indgå som det historiske og kulturelle ”højdepunkt”, hvilket den i helt overvældende grad gjorde, godt hjulpet af et fremragende ”ledsagende foredrag”, der til overflod også bød på sanglig dokumentation for en helt uforståelig akustik, når betænkes rummets alder og de ”hjælpemidler” datidens ”teknikere” rådede over.
Samtlige bagtanker blev vel modtagne, og det i realiteten allervigtigste: Samværet, hyggen og kammeratskabet var lige så godt , som det plejer, og det siger ikke så lidt!